Artiklen omhandler kontakten mellem den danske konges riger og Nederlandene i 1600-1700-tallet i form af den jævne befolknings udvandring, arbejdsvandring og udveksling af varer. I perioden skønnes 15-20.000 danskere at have slået sig ned alene i Amsterdam. Flertallet var almindelige arbejdere og bosatte i byens arbejder- og fattigkvarterer. De integrerede sig i byen og dannede ikke enklaver, sådan som det ser ud til at være tilfældet med nordmændene. Andre – ikke mindst sømænd – tog til Nederlandene for at søge arbejde, men uden at bosætte sig permanent, og her var den dansk-slesvigske vadehavskyst storleverandør. Søfolkene stiftede bekendtskab med arbejdet om bord på store, oceangående skibe, og de opbyggede kompetencer, som gjorde dem til efterspurgt arbejdskraft også andre steder. På hjemegnens vadehavskyst foregik søfarten med mindre skibe, der som nogle af de få i dansk provinssøfart havde direkte kontakt til Amsterdam. Her hentede de varer dels til købmænd i store dele i Jylland, dels til lokalt forbrug, hvor varerne blev omformet efter lokale skikke og behov. Konsekvensen af kontakten med det nederlandske synes ikke at have været, at befolkningen fik et nederlandsk præg, men at folk gjorde sig erfaringer med at tage de første skridt ind i en globaliseret verden.